
Rega-pladespillerens lydbillede er solidt plantet med et overordentligt potent basfundament.





Farverig lp-klang fra Rega
Grammofonen har for længst fået sin renæssance og den moderne udgave er bedre end nogensinde. Prisen er på 5.995 kr. for denne Rega P3-24.
Det går godt for salget af pladespillere for tiden. En femdobling af salget sidste år lyder eventyrligt, men de fleste af disse er de enormt populære USB-pladespillere, som bruges til at lave MP3-filer af pladesamlingen. De mere ambitiøse søger bedre lyd fra LP´erne og ser efter andre kvaliteter. En god pladespiller behøver ikke at koste mere end en USB-pladespiller gør i dag, men de bedste pladespillere er enklere konstruktioner, hvor det grundlæggende er i fokus, nemlig lydkvalitet.
Engelske Rega har tradition for at gøre tingene så enkle som muligt. Uden overflødige ting, som ikke forbedrer, men i værste fald reducerer lydkvaliteten. Derfor er alle Rega-pladespillere fra den billigste P1 til kr. 1.995 lavet ud fra den samme opskrift. En stiv plade med motor, tonearm og en død pladetallerken monteret på et oliefyldt leje. Enkelt og godt. Det væsentligste som adskiller Rega pladespillerne er kvaliteten på ingredienserne. Og de er vigtige. Mekanisk præcision og god dæmpning er vigtigere på pladespillere end mange andre komponenter i et anlæg.
Groovy
Mens de allerbilligste pladespillere har begrænset med bas og dynamik, har denne både timing, præcision og åbenhed, som adskiller den kraftigt fra de billige pladespilleres klangkarakter. Rega-pladespillerens lydbillede er solidt plantet med et overordentligt potent basfundament! Som slet ikke står i forhold til pladespillerens spinkle udseende. Den har ganske vist ikke samme flotte fokus og gennemsigtighed i lydbilledet, som den dyrere Thorens TD 160HD og heller ikke den samme præcise rytmiske timing, som den væsentligt dyrere Linn Majik LP12. Men lydforskellen er ikke så stor som prisforskellen.
En ældre live-optagelse med Harry Belafonte fra RCA på 180 grams vinyl fik næsten tårerne frem i øjenkrogene. Pludselig var det ikke lydkvaliteten, jeg sad og hørte på, men musikkens indhold. Glemt var alt som hedder pitch, tonalitet og andre hi-fi udtryk, nu var det bare Belafontes varme stemme og den engagerede optagelseskvalitet som gjaldt.
Fakta
Pris:
Plus:
- Rytmisk præcision
- Indbydende klangkarakter
- Klippefast bas
- Meget for pengene
Minus:
- Findes ikke i guldmetallic...